Madsuperstimuli og Desensibilisering – vanedannende begreber

Skrevet af Christa Wulffsberg
11. april 2024

Den 3. april 2024 var jeg inde og høre Vanedyr-foredrag med Niclas Brendborg. Nicklas Brendborg er ph.d.-studerende og forfatter til ”Gopler ældes baglæns” samt ”Vanedyr”.

Nicklas præsenterede to begreber, som taler helt ind i hjertet af ”Lev livet Holdbart”:

Mad-superstimuli og Desensibilisering.

Foredraget handlede om, hvorfor det er så svært at ændre vores (dårlige) vaner. Hvorfor vi som befolkning lever mere og mere usundt i flere af livets aspekter. Det er både i relation til vores mad, hvor overforbrug medfører overvægt og i mange tilfælde livstilssygdomme, og i relation til vores mentale helbred, hvor afhængighed af sociale medier fjerner os fra socialt fysisk samvær, som for mange mennesker har medført ensomhed og måske endda depression. Sociale medier giver ligeledes et billede af en forskruet perfektheds-kultur, hvor vi spejler os i redigerede skønhedsidealer og nogle gange helt artificielle personligheder – alt sammen noget, der er med til at ødelægge vores selvværd.

Tilbage til de to begreber, som Nicklas Brendborg præsenterede i går:

Mad-superstimuli defineres af Nicklas Brendborg som ”Produkter, der er udviklet af fødevareforskere i et laboratorium med den prioritet at få os til at spise så meget som muligt”.

Forarbejdede fødevarer, som fokuserer på at øge vores appetit og sænke vores mæthedsfornemmelse. Det er fødevarer tilsat sukker og salt samt fokus på mængden af fedt, som alle tre stimulerer vores appetit, men i for store og unaturlige mængder er årsag til overvægt og livsstilssygdomme som f.eks. diabetes-2, forhøjet blodtryk og hjerte-karsygdomme.
Vores mæthed øges bl.a. af fiberholdige fødevarer og protein. Derfor ses det ofte, at disse elementer er reduceret i forarbejdede fødevarer. F.eks. er burgerboller eller sandwichbrød ofte hvidere end hvidt med tæt på ingen fibre i, men til gengæld tilsat sukker. Det betyder, at vi spiser løs af disse usunde produkter uden at opleve mæthed.

Alt i alt lykkedes det altså for producenterne, at øges deres salg i takt med, at vi som mennesker øger vores usunde levevis.

Desensibilisering betyder, at jo mere vi bliver udsat for en bestemt stimulus, desto mere mister vi følsomheden overfor den.  Belønningen i hjernen bliver mindre jo flere gange vi udsætter hjernen for den samme oplevelse. Det vil sige, at vi vil have mere af det samme ”stof” for at få samme glæde ud af det, som første gang vi fik oplevelsen. Det tror jeg, at vi alle sammen kan genkende. Jeg elsker f.eks. popcorn, men for at øge glæden af popcorn, har jeg fundet på at tilsætte M&M’s til mine popcorn. Det vil sige, at for mig er bare det at spise popcorn ikke længere nok, nu skal jeg også have M&M’s i, for at jeg synes, at det er en nydelse at spise mine popcorn. Mere vil have mere….

Så, når vi ønsker at leve et sundt og holdbart liv, så kræver det viljestyrke. Viljestyrke til at stå imod alle de fristelser og omstændigheder de moderne samfund bombarderer os med dagligt og i alle døgnets timer. Vores biologi hjælper os ikke meget på vej. Vores hjerner er stadig af den tro, at vi lever i et jægersamfund, hvor det er vigtigt at tanke godt op, så vi er klar til vinteren, hvor fødevarer er sparsomme. Hjernen er stadig glad for sukker, for det fortalte at den frugt man spiste, ikke var giftig.

Så vi skal have en vilje, der kan kæmpe mod de producerede fristelser i fødevare-kategorien, fra de sociale medier samt det faktum at vi har en alt for stillesiddende hverdag. Puha, der er ikke noget at sige til, at det er svært at ændre vaner.

Men det kan lade sig gøre! Jo mere vi bliver bevidste om konsekvenserne af de valg vi tager, jo bedre kan vi navigere i det og træffe de sunde og holdbare valg i vores hverdag!

Hvilke vaner kæmper du mest med?

Tak til Nicklas Brendborg or et inspirerende foredrag, som jeg varmt kan anbefale at gå til. Dertil vil jeg anbefale hans to bøger, som giver stof til eftertanke og rigtig god motivation til at leve et sundere liv!

Artiklen er skrevet af

Christa Wulffsberg

Christa Wulffsberg

Velkommen til Lev Livet Holdbart-blog, hvor jeg deler indsigt om og inspiration til en sund og holdbar livsstil. Hvis du er nysgerrig på, hvad et holdbart sundt liv kan betyde for dig, så er du velkommen til at kontakte mig på info@levlivetholdbart.dk

Læs også

Work-Life-Balance   >   Life Balance

Work-Life-Balance > Life Balance

Work-Life-Balance, et pudsigt begreb der stiller arbejde og liv som modpoler. Arbejde er dog en integreret del af livet. Det handler om at skabe balance i LIVET og være bevidst om hvilke delelementer der skaber dit liv.. Er der balance i dine livselementer?

Væredygtighed

Væredygtighed

“Væredygtighed” er at være i balance med selv, sine værdier og sin omverden. At kende sig selv godt nok, til at handle bevidst efter sine værdisæt. Bevidsthed er nøgleordet her. Ofte er vi bekendt med værdierne på vores arbejdsplads. Disse værdier træner vi, diskutere vi og implementerer vi. Vi bør alle arbejde lige så dedikeret med vores personlige værdier, så de kan hjælpe os med at skabe balance.

Kostråd til en holdbar krop

Kostråd til en holdbar krop

Kroppen er et mirakel, der kræver omsorg. Gennem sund kost og motion opnår vi energi og klarhed. Lad os udforske, hvordan en sund og holdbar krop opnås med Lev Livet Holdbart’s anbefalinger.